Jeg er ikke bleg for at indrømme det. Jeg har et måske sygeligt forhold til modetøj, der til en vis grad muligvis og måske fylder blot en anelse for meget i mit liv, min garderobe og min lejlighed.

Og ejer en uforholdsmæssig stor del af mit hjerte. Jeg vil ikke engang prøve at undskylde det med, at det for eksempel ikke blot forskønner mig, men også de heldige i mine omgivelser, der kan nyde godt af synet af mine altid ulastelige og omskiftelige påklædninger. Eller at modetøj og dets rolle i mit liv i høj grad støtter landets skrantende økonomi.

Jeg er nemlig stor tilhænger af dansk mode og gør mit for at holde betalingsbalancen på den gode side herhjemme. Eller at indkøb tilfredsstiller alle mine sanser og som kan redde selv den mest l..... dag i en ellers grå og trist vinter hverdag.

Åhh, det gør bare altid godt!

Kort sagt der er masser af dårlige undskyldninger, som jeg ikke vil benytte mig af. Jeg synes ikke, at det er nødvendigt. Tøj gør mig glad. Hver eneste dag og hvert eneste øjeblik af hver dag. Om det så er den gamle og halvslidte nederdel, der gjorde mig selskab på den dag, hvor jeg lagde grunden til mit, hvad nogle ville kalde, overforbrug og modtog mit eksamens bevis fra Copenhagen Buisness School.

Som i dag er at takke for at der hver måned tikker et beløb ind på min konto, som nok er stort, men stadig temmelig hurtigt kan få ben at gå på. Eller skulle man nærmere sige bukser at gå.

Eller gamacher til at lune benene, der går -og gerne iført en lækker tunika i silke, eller hvorfor ikke en stor og vamset strikkesag. Der også kan fungere som sofa luner i mine mange stunder derhjemme, hvor jeg surfer mig igennem en af de mange månedlige shoppe ture på nettet.

Og jeg mener altid!

Eller, for at vende tilbage til alt det tøj, der bringer mig daglig glæde, de jeans, der dag efter dag fremhæver det bedste i den ende, der gemmer sig under kanten fra en af de mange lækre toppe, som gør mig selskab året igennem -alene om sommeren og let skjult af en af mine utallige og igen, elskede cardigans som jeg altid køber hos Chopin. Jeg køber faktisk alt mit modetøj hos Chopin, når jeg tænker nærmere over det.

Som igen ofte er en lun og trofast følgesvend sammen med fine, lette sommerkjoler til sommerens mange cocktail parties eller grill aftener. Venner er der nemlig nok af. Som inviterer til hygge og festivitas. Helt anderledes ser det ud med længerevarende mandlige bekendtskaber. Jeg må nok erkende, ligesom med forholdet til tøjet, at det nok ikke er helt sundt.

Mand eller modetøj...

Tror faktisk, at det bliver svært at få trukket en mand i land, som vil acceptere en så stor konkurrent til min hengivenhed. Eller en mand, der vil synes at en så stor udskrivningen på budgettet til tøj og glitter er lige så okay, som jeg synes. Eller har et hus, der er stort nok til at rumme alle mine fantastiske indkøb... Hold da op... Kan godt se, at om et par år har jeg med den fart jeg skyder gennem mine indkøb, nok nærmere har brug for en hel lille herregård, frem for et vanligt hus, til at danne rammerne om mit kommende walk in closet.

Næh, det bliver nok mere end svært, hvis ikke helt umuligt at finde den mand.

Så her, i dette tilfælde er det er jo helt godt, faktisk rigtig godt, at jeg har anskaffet så meget dametøj, der kan holde mig ved selskab på de aftener, hvor jeg jo så altså ikke sidder på skødet af min udkårne og bliver fodret med store, røde jordbær og flødeskum. Det bliver bare mig. Mig og alt mit modetøj.